Færre ulykker og stærkere sikkerheds-kultur
Færre ulykker og stærkere sikkerhedskultur
I 2024 har BIRN Group intensiveret arbejdet med at styrke sikkerhedskulturen på tværs af selskaberne. I koncernen har man formået at reducere antallet af ulykker betydeligt gennem et øget fokus på blandt andet forebyggelse, værnemidler, medarbejderinddragelse og anvendelse af data.
Et højt sikkerhedsniveau er afgørende i en industri som vores, hvor medarbejderne arbejder med store maskiner i et ofte hektisk arbejdsmiljø med tunge emner og flydende jern. Derfor er det hos BIRN Group en vigtig prioritering løbende at evaluere på og igangsætte indsatser, der skal forbedre arbejdsmiljøet og øge sikkerheden for medarbejderne.
Et af de store tiltag i 2024 er udviklingen af et digitalt safety management system, som har til formål at effektivisere og styrke sikkerhedsarbejdet i hele BIRN Group. Systemet testes aktuelt hos BIRN i Holstebro og forventes at blive rullet ud til alle selskaber i 2025.
- Formålet med systemet er at gøre sikkerhedsobservationer og risikovurderinger mere effektive og databaserede. Hvor en sikkerhedsobservation tidligere tog 12 minutter, kan den med det nye system gennemføres på blot 30 sekunder. En vigtig del af indsatsen handler om at forstå, hvilke mønstre der går igen i de enkelte afdelinger for derefter at iværksætte forebyggende handlinger, forklarer Ronnie Rahbek, HS Manager hos BIRN i Holstebro.
Risikovurdering ved hver ændring
Hos KOCKUMS MASKIN i Kallinge, Sverige, arbejder man også målrettet med risikovurderinger. Her har man implementeret et digitalt værktøj til at igangsætte risikovurderinger forud for hver ændring såsom nye projekter, maskinflytninger eller organisatoriske ændringer. Det hjælper med proaktivt at identificere og håndtere risici og dermed forebygge eventuelle ulykker.
- Værktøjet giver os mulighed for at opdage risici, der kan påvirke kvaliteten, miljøet eller arbejdsmiljøet på et tidligt tidspunkt og på den måde skabe en mere robust og sikker måde at arbejde på. Disse tidlige indsatser har givet os uvurderlig information og har hjulpet os med at skabe et sikrere arbejdsmiljø for alle involverede, siger Johan Brengesjö, Managing Director hos KOCKUMS MASKIN.
Øget forståelse for sikkerhed skaber grobund for nul ulykker
På både maskinfabrikken hos BIRN i Holstebro og hos ULDALL i Vejen har der i løbet af 2024 været nul arbejdsulykker med fravær. En væsentlig del af årsagen er den øgede opmærksomhed på sikkerhed og forebyggelse.
Hos BIRN i Holstebro har alle arbejdsmiljørepræsentanter i 2024 gennemgået et uddannelsesforløb, der har klædt dem på til at foretage sikkerhedsobservationer og risikovurderinger på de enkelte arbejdsstationer, så potentielt farlige situationer kan spottes og ændres, før det går galt. Herudover bidrager sikkerhedskampagnen BEE SAFE til at fremme medarbejdernes forståelse for vigtigheden af sikkerhed og brug af værnemidler.
- På maskinfabrikken i Holstebro har vi modtaget langt flere sikkerhedsobservationer fra medarbejderne. Derudover har årlige opfølgningstræninger, som eksempelvis kranhåndtering, været med til at holde sikkerheden i top, siger Christian Kjeldsmark Lind, der i 2024 var fabrikschef på maskinfabrikken.
Hos ULDALL i Vejen har der i løbet af 2024 også været et ekstra stort fokus på at sikre, at alle medarbejdere forstår, hvorfor det er vigtigt at bruge værnemidler og på at følge op på brugen af disse.
- Det fælles øgede fokus har bidraget til, at vi stolte kan se tilbage på 2024 som et år uden arbejdsulykker med fravær, siger Dion Brun, salgsdirektør hos ULDALL.
BEE SAFE
BEE SAFE er en sikkerhedskampagne, der blandt andet prioriterer brugen af værnemidler som høreværn, sikkerhedsbriller og sikkerhedssko blandt medarbejderne hos BIRN i Holstebro, især med tanke på det krævende arbejdsmiljø med høj varme, støj og tungt materiel på støberiet.
32 procent
Antallet af arbejdsulykker i 2024 hos BIRN i Holstebro er reduceret med 32 procent i forhold til året før. Alvorlighedsgraden af ulykkerne er samtidig faldet.