Uldall

ULDALL modtager Vejen Kommunes Mangfoldighedspris 2026

Skrevet af Glenn Feliciano Nielsen | 08-06-2026 07:12:21

Jernstøberiet ULDALL i Vejen hædres for sit arbejde med at skabe en rummelig arbejdsplads med plads til forskellige mennesker, baggrunde og veje ind på arbejdsmarkedet med tildelingen af Mangfoldighedsprisen 2026 fra Vejen Kommune.

En stor anerkendelse af den kultur og det fællesskab, som medarbejderne hver dag er med til at skabe på jernstøberiet. Sådan beskriver salgsdirektør Dion Brun fra ULDALL modtagelsen af Mangfoldighedsprisen 2026 fra Vejen Kommune.

- Vi er virkelig stolte af at modtage Mangfoldighedsprisen. Hos ULDALL arbejder vi til daglig med smeltet jern, høje temperaturer og fysisk tunge emner, så det er rart også at blive anerkendt for de mere bløde værdier. For os handler mangfoldighed om at møde mennesker med tillid, tålmodighed og respekt – og om at give plads til og forståelse for, at vi ikke alle er støbt i samme form, siger han.

ULDALL har gennem flere år arbejdet målrettet med at skabe en arbejdsplads med plads til forskellighed. Virksomheden har medarbejdere med 13 forskellige nationaliteter, flere kvinder i produktionen end tidligere og et tæt samarbejde med Jobcenter Vejen om at give mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en ny chance.

Samtidig åbner ULDALL jævnligt dørene for blandt andet skoleklasser og foreninger for at skabe interesse for virksomheden, industrien og mulighederne i støberifaget.

- Den her pris er i virkeligheden medarbejdernes. Det er dem, der får det til at fungere i hverdagen. Og det er dem, der understøtter et arbejdsmiljø, hvor vi tror på, at mennesker udvikler sig bedst, når de bliver mødt med tillid, tålmodighed – og nogle gange lidt ekstra støtte. En god støbning afhænger af den rette blanding. Det gør en arbejdsplads også. Vores styrke ligger i fleksibilitet og mangfoldighed og i, at vi har mennesker med forskellige baggrunde, erfaringer og historier, siger Dion Brun.

Mangfoldighedsprisen uddeles af Udvalget for Arbejdsmarked og Integration til både en privat lokal virksomhed og en offentlig arbejdsplads i Vejen Kommune, som gør en særlig indsats for at fremme mangfoldigheden på arbejdspladsen og udvise socialt engagement eller skabe vækst og arbejdspladser i kommunen.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Dion Brun, salgsdirektør, ULDALL, telefon: +45 75 36 09 22 og e-mail: db@uldall.dk
  • Presseservice: Trine Kristensen, Publicity, mobil: +45 2980 4021 og e-mail: trine@publicity.dk